Der kan være mange forskellige grunde til at unge mennesker føler sig ensomme.
Fælles for dem alle er, at de unge mangler at indgå i nogle kvalitative sociale relationer, som tilfredsstiller deres grundlæggende sociale behov.
Der er heldigvis mange muligheder for at komme ud af ensomheden for den unge.
Der bliver taget udgangspunkt i den enkelte unges liv - med forhistorien og hvilke muligheder og tiltag, der kan gøres for at komme ud af ensomheden.
Vi kigger også på dine menneskelige værdier, ressourcer, styrker og kvaliteter, sådan at du bliver mere opmærksom og bevidst om dem og hermed dig selv!
Der er en række andre fordele ved et gruppeterapi forløb:
- Man opdager at man ikke er alene, men at andre mennesker også kæmper med problemer, som ligner ens egne problemer.
- Gruppen opleves som et frirum, hvor man kan sætte ord på de svære følelser og tanker – man får håb og inspiration af de andre i gruppen.
- Man opnår hjælp til at finde nye handlemuligheder – man bliver støttet i at finde nye veje at gå.
- Man opnår et nært og fortroligt fælleskab, hvor der er rig mulighed for at øve sig i sine sociale kompetencer.
- Man bliver set og forstået af flere og der er flere som følger ens proces og forandring.
Mange deltagere bliver overrasket over, hvor meget de beriger hinanden i et gruppeforløb. Når en deltager åbner op og giver udtryk for sine følelser og tanker, bevirker det som regel at de andre i gruppen, mærker en række følelsesmæssige reaktioner hos sig selv, som de efterfølgende kan tage op og tale om. På denne måde påvirker og beriger gruppens deltagere hinanden – til stor gavn for alle.
Et gruppeforløb vil typisk foregå over 5 - 8 gange. En gruppe består af 4 - 8 unge, alt afhængig af antallet af tilmeldte.
Når vi mødes, begynder vi altid med en runde, hvor den enkelte deltager fortæller, hvordan han eller hun har det og hvad der er sket af vigtige ting siden sidst. Derefter går vi videre med emnet / temaet.
Jeg lægger vægt på at der er en tillidsfuld og respektfuld stemning i gruppen. Der skal være plads til alle – også til de deltagere som er mere tilbageholdende.
Gruppeforløbet vil ligeledes være præget af accept, forståelse og anerkendelse af hinandens ressourcer, problematikker og udfordringer.